Om Curling

Hvad er curling?

Curling er en sport med mange år på bagen. Der findes malerier, curlingsten og skrevne kilder fra det 18. århundrede, som peger i retning af både Holland, Kina og Skotland som oprindelsessted, men de fleste hælder til, at sportsgrenen opstod på frosne søer i det skotske højland.

I Danmark har sporten fået en del opmærksomhed. Først og fremmest på grund af præstationerne fra Helena Blach Lavrsen, Dorthe Holm, Margit Pörtner, Trine Qvist og Jane Bidstrup ved OL i Nagano 1998, hvor de fik mere en 600.000 danskere til at stå op en lørdag morgen klokken 5 for at følge semifinalen mod Sverige. Det blev til sølv og Danmarks første vinter-OL-medaljer nogensinde.

Et curlingteam består af fire spillere, som kaldes henholdvis for: lead (etter), second (toer), viceskipper (treer) og skipper (firer). Det er den typiske rollefordeling, men der forekommer andre konstellationer. Ud over de fire faste spillere kan der være tilknyttet en reservespiller. Hver spiller sætter (spiller) 2 sten, skiftevis med modstanderen med samme position.

Skipperen lægger i samråd med viceskipperen taktikken for spillet og markerer med kosten, hvor spillerne skal sætte deres sten. Når skipperen selv sætter de sidste 2 sten, er det viceskipperen, der overtager kommandoen i huset.

Taktikken er i for sig ganske enkel: Det gælder om at gøre det let for sig selv – og svært for modstanderen. Den store udfordring består så i, at modstanderen som regel har den samme ide.

Stenene, der spilles med, er fremstillet af poleret granit. En sten vejer ca. 20 kg (44lbs) og er ca. 90 cm (36 inches) i omkreds. Stenens bund er hul som undersiden af en tallerken, således at det kun er en tynd kant den glider på. Øverst på stenen er monteret et håndtag samt en farvet plade.

En kamp spilles over 10 ender og varer ca. 2½ time. Der spilles på en bane af is. Banen er præpareret med vand, der er sprayet ud over isen. Vanddråberne giver isen en overflade med små nubre, såkaldte pebbles. Desuden er banen så snedigt indrettet, at den er ens i begge ender. Så er man fri for at slæbe stenene tilbage, men kan fortsætte spillet i den modsatte retning.

Banen er 44,5m (146 ft) lang og skal være min. 4,27m (14 ft) bred. Den er markeret med side-lines – eller ved festlige lejligheder – med side-boards, en lav bandeagtig ting.

For at være med i spillet, skal stenen stoppe mellem den fjerneste hog-line og back-line. Sker det ikke, eller berøres en af side-lines undervejs, tages den ud af spillet.

Medspillerne må feje foran en sten, der er mellem de to tee-lines. Når stenen har passeret den fjerneste tee-line, er det kun skipperen hhv. viceskipperen eller modstanderteamets skipper, der må feje. Hvis en sten rammes af kosten under fejningen, tages den ud af spillet. Der fejes for at få stenen til at bevæge sig i en mere lige og længere bane.

Til fejningen anvendes et syntetisk kostehoved. Når begge teams har sat 8 sten, afgøres det, hvilket team der har vundet enden. For at tælle med ved pointgivningen skal stenen være i berøring med huset. Der gives et point for hver sten, der er nærmere tee end modstanderens nærmeste sten. Hvis der er tvivl om, hvilke sten der er pointgivende, tilkaldes en dommer, der foretager en opmåling.

Pointene for hver ende føres på en pointtavle, hvor man – foruden den aktuelle stilling – kan se, hvilke teams der spiller, hvilke farver de spiller med, og hvor mange point der er scoret i hver ende. Det er tilladt i curling, at modstanderen opgiver. Det vil være markeret med krydser i de ender, der ikke spilles færdige.

Hammeren ud for det ene team, viser hvem der startede med at have retten til sidste sten.

Lær mere om curling på CurlingBasics.com